Strikkegrupper og cafe er ikke kun for ældre damer. Strik faktisk er faktisk mere populært end som så og en stor del af vores første kunder faktisk var unge mennesker som strikkede i de såkaldte ”strikkecafeer” og ”strikkegrupper”.
Hvis du er ny inden for garn og strik, så er det ikke sikkert, at du kender så meget til det med at strikke i gruppe. Derfor vil jeg anbefale dig at læse denne artikel, hvor jeg sætter fokus på strikkecafeer- og grupper, så du kan få et indblik i, hvordan det er at strikke i gruppe. I artiklen vil jeg i øvrigt også komme med et bud på, hvordan du kan starte din helt egen strikkegruppe. Det er faktisk lettere end du skulle tro!
Derfor er det en god ide at strikke i en gruppe
Der er faktisk ganske mange fordele forbundet med at strikke i gruppe. Herunder kommer jeg med fire fordele du uden tvivl vil synes godt om. Og lur mig om du ikke får lyst til at strikke i gruppe, når du har læst denne artikel.
Det sociale samvær
Når du sidder i en større gruppe og strikker, så er der rig mulighed for at snakke og konversere med andre. Tit og ofte er det nemmere at starte en samtale med en anden person, når I begge sidder med strikketøjet fremme. Det at have en fælles interesse/hobby er uden tvivl noget, der kan få snakketøjet på geled.
Der er ingen grænser for, hvad I kan snakke om i strikkegruppen. Det er kun jer selv, der sætter begrænsningerne, og det er en af de helt store fordele ved at strikke i gruppe. I gruppen får I et tæt bånd og kan med tiden dele mange ting med hinanden. Derudover knytter I også et stærkt venskab. Et venskab I evt. kan bygge videre på uden for gruppen.
Jeg har faktisk hørt om gruppe kvinder, der næsten ikke kendte hinanden før de begyndte at strikke sammen. I dag er de super gode veninder og tager tit på sommerhustur i Danmark, hvor de selvfølgelig også bruger noget af tiden på at strikke.
Lær af hinandens tips og tricks (og eventuelle fejl)
En af de bedste fordele ved at være i strikkegruppe er, at du kan lære af gruppens tips og tricks. Hvis du er forholdsvis ny inden for faget, så er det en uhyre god ide at strikke sammen i en gruppe, da du så kan få nogle gode tricks til at komme godt i gang med at strikke.
Jo større en grupper du befinder dig i, jo større er chancen for at lære de bedste tricks. Udover at lære tips og tricks i gruppen, så kan I også lære af hinandens fejl, hvilket er noget af det vigtigste. Der findes ikke noget værre end at finde så stor en fejl i strikketøjet, at du er nødsaget til at starte næsten forfra. Disse fejl kan du højst sandsynligt undgå ved at lytte til gruppens råd og vejledning.
Bliv inspireret til nye projekter
Det er en glimrende ide at melde sig ind i en strikkegruppe, hvis du savner lidt inspiration til et nyt projekt. Hvis du for eksempel i mange år har siddet for dig selv med dit strikketøj, så kan det være ganske sundt at melde sig ind i en gruppe og blive inspireret på ny.
Det kan være du har en strikkeopskrift til en dame bluse du kan dele, til gengæld for at lære hvordan du strikker et flot tæppe, du kan bruge på en af dine børns børneseng.
Du bliver aldrig for gammel til at strikke i gruppe. Og du bliver heller aldrig for gammel til at lære nye ting. Derfor er der ingen undskyldninger for ikke at melde sig i en strikkegruppe og blive inspireret.
Det er rigtig sjovt
Den vel nok største fordel af dem alle er, at det er rigtig sjovt at strikke i gruppe eller sidde på strikkecafe. Du dyrker din hobby med ligesindede, og du kan samtidig snakke med en masse veninder.
Jeg har snakket med en af mine bekendte som er i en strikkegruppe, og hun fortæller mig, at et par timers strik med veninderne er ligesom terapi for hende. Hun glemmer fuldstændig tid og sted og får slappet godt af i løbet af de par timer.
Strikkecafeer- og grupper er ikke kun for ældre damer
Hvis du har læst en af vores andre artikler her på siden, så vil du vide, at strikning ikke længere er forbeholdt ældre damer. Og det samme gør sig gældende for strikkecafeer og strikkegrupper.
Strikkegrupper er for alle. Rigtig mange ældre damer har haft stor succes med det, og nu er det yngre segment også så småt ved at få øjnene op for fordelene ved en gruppe.
Flere og flere unge danner strikkegrupper
I takt med, at der er er flere og flere unge som begynder at strikke, så kommer der også flere strikkegrupper. Disse grupper dannes typisk af unge studerende som synes det er ”in” at strikke.
Grupperne bidrager positivt til strikningens udvikling, og det skyldes især, at de er med til at puste nyt liv i strikkeverdenen. Nye metoder bliver opfundet, nye designs ser dagens lys og nye venskaber bliver skabt. Der er ingen tvivl om, at unge føler et hvis fællesskab ved at være en del af en strikkegruppe.
Sådan danner du din egen strikkegruppe
Hvis du godt kunne tænke dig at vide, hvordan du starter din egen strikkegruppe, så er det nu du bør følge ekstra godt med. Jeg har nemlig brugt lidt tid på at udarbejde en lille guide til, hvordan du kan få samlet en gruppe til at strikke sammen. Jeg håber, at du kan gøre nytte af den. Du kan selvfølgelig også bare komme i min lille strikkecafe når vi starter op igen. Det gør vi om lørdagen mellem 10 og 13, men forhør dig lige i butikken eller telefon, så ikke du går forgæves, hvis der nu er ferie eller ændring i tiderne 🙂
Find et hold venner og bekendte som strikker
Først og fremmest skal du på jagt efter nogle venner og bekendte som strikker. En gruppe behøver nødvendigvis ikke bestå af mere end to personer. Dog er det klart sjovest, hvis I er nogle flere, så I har flere at sparre med.
Hvis du ikke lige er klar over, hvem fra din vennekreds der strikker, så kan du med fordel lave et opslag på for eksempel Facebook, hvor du søger efter ligesindede. Der er flere som strikker end du lige skulle gå og tro.
Inviter dem over et par timer en søndag formiddag
Når du har fundet et par venner og bekendte, så skal du invitere dem over et par timer. Du kan med fordel invitere dem over en søndag formiddag, da langt de fleste mennesker er hjemme der.
Hvis søndagen passer dårligt, så aftal i fællesskab et andet tidspunkt at mødes. Det vigtigste er, at I samles og får et par timer sammen.
Brug timerne på at strikke og inspirere hinanden
Når I mødes, så skal I selvfølgelig bruge tiden på at strikke og inspirere hinanden. Noget af det bedste ved en strikkegruppe er som sagt, at I kan lære af hinanden. Der skal selvfølgelig også være plads til at hyggesnakke og eventuelt drikke en kop kaffe.
Første gang I mødes kan det godt være lidt svært at få snakketøjet på geled. Bare rolig. Det skal nok blive bedre i takt med, at I ser hinanden flere gange og lærer hinanden bedre at kende.
Afslut dagen med at finde en ny strikkedag
Når dagen er ved at være slut, så er det en super god ide, hvis I allerede der aftaler tidspunktet for næste gang der skal strikkes. På den måde sikrer I, at strikkegruppen fortsætter. Det bedste ville være, hvis I kunne lave en fast dag om ugen, hver 14. dag eller måske én gang om måneden, hvor I mødes og strikker. Det vil gøre det hele lidt mere overskueligt.
Ekstra tip: Brug Facebook som samlingspunkt
Hvis I alle i strikkegruppen er på Facebook, så er det mere end oplagt at lave en fælles gruppe på det sociale medie, hvor I kan aftale tidspunkter, dele sjove historier og tips og tricks med hinanden.
Facebook er et super godt medie at bruge som samlingspunkt/mødested. Derudover har I også nemmere ved at rekruttere nye medlemmer til gruppen, da jeres venner og venners venner blot kan anmode om adgang til gruppen og blive en del af fællesskabet, hvis de har fået nys om strikkegruppen.
Facebook er i øvrigt også god at bruge til deling af billeder og videoer. Det vil sige, at I faktisk kan inspirere hinanden døgnet rundt ved at smide et billede eller en video op, hvor I for eksempel har strikket noget ekstra flot eller har lært et nyt og smart trick.
På vegne af Lennart og jeg vil jeg gerne sige tusind tak for, at du læste med. Jeg håber, at du kunne bruge artiklen til noget positivt. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til noget, så er du velkommen til at kontakte os på mail eller telefon.
Comments are closed.